Sun is out

Graviddagbog: April

Uge 4-8

Jeg har overvejet meget om jeg skulle dele tanker om min graviditet, og kom frem til to ting. Jeg har elsket at læse graviddagbøger hos veninder som Emily, Trine og Frede. Derudover kan jeg allerede mærke ugerne flyder sammen, så er sikker på jeg bliver glad for at kunne kigge tilbage når jeg pludselig en dag sidder med en teenager på skødet.

Denne graviditet var mere end almindeligt planlagt. Hele forløbet er lidt for privat at dele, men fik hjælp ved inseminering gennem en gynækolog jeg var henvist til af min læge. Allerede en uge efter første inseminering kunne jeg mærke tydelige forandringer på min krop. Tænkte først at det var bivirkninger fra den hormonbehandling jeg havde taget op til, som blandt andet gjorde jeg havde taget adskillige kilo på. Ugen efter begyndte jeg at føle mig mere sikker, men samtidig var jeg blevet skuffet flere gange før at jeg ikke turde håbe på noget.

Den 2. april tog jeg en test. Præcis fire dage efter udeblivende menstruation, to blå streger. Jeg var helt rund på gulvet. Både uendeligt glad og samtidig meget ængstelig for om der skulle ske noget. Allerede dagen efter skulle jeg ringe til gynækologen med nyheden, og en aflyse en planlagt tid til endnu et forsøg. Jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber. Det tog faktisk tre måneder før jeg første gang sagde ‘jeg er gravid’ og ikke bare pegede underligt på min mave eller fik min kæreste til at sige det.

De næste uger var præget af nervøsitet, kvalme, en glubende sult og en uendelig træthed. Jeg tog varmt i mod alle signaler fra min krop, alt der kunne signalere at der var liv og gøre mig en smule mere rolig. Heldigvis havde jeg en lang påskeferie hvor jeg sov til middag min. 2 timer hver dag. Vi delte også nyheden med vores forældre som naturligvis havde fulgt med i forløbet på sidelinjen.

Heldigvis kom jeg til min første scanning allerede i 8. uge hos min gynækolog. Her så vi den mikroskopiske ært og hørte hjertelyd. Det var en lettelse, men var stadig meget urolig, og i konstant forsvarsposition for at noget skulle gå galt.

Dagen efter skulle jeg til Paris med to af mine bedste veninder. Jeg havde tænkt at dele nyheden når vi satte os ved første fortovscafé og jeg af gode grunde ikke kune drikke vin, men kunne ikke vente og vise dem scanningsbilledet kl 06.00 om morgenen i lufthavnen. Jeg kunne slappe nogenlunde af på turen, og nyde byen – naturligvis med daglige middagslure på hotellet. Jeg fakede vin på mine instagramstories for ikke at røbe noget for dem der fulgte med derhjemme, og måtte have et lager af snacks i tasken for ikke at blive overmandet af kvalme når vi kørte med metro og Uber.

Min krop blev med det samme meget mere dejet (igen pga hormonbehandling) og jeg voksede derfor meget hurtigt ud af  mine jeans. I Paris havde jeg pakket alt for optimistisk og gik jeg rundt med to åbne bukseknapper og løse skjorter for at kunne få vejret.

5 kommentarer

  • Hvor fint og hyggeligt med en start på eventyret 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jaaa hvor dejligt at følge med i!! Du bliver så glad for det og er sikker på mange (mig inkl.) vil elske at følge med <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elvira

    Du er god, modig og smuk! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jubiiiiii dejligt du også laver dagbog! Elsker at læse med😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alexandra

    Hvor er det fantastisk for jer, søde Sidsel! Kæmpe stort tillykke 🙂 Jeg er selv i uge 36 og kan tydeligt huske alle de små tegn i “begyndelsen”. Det er virkelig en overvældende forandring! Jeg glæder mig til at følge jer på sidelinjen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sun is out