27.10.18

City Guide: Rome

Hvis I følger med på Instagram har I nok ikke kunne undgå at se jeg brugte min efterårsferie i Rom. Faktisk var det en ret impulsiv beslutning da planen egentlig var at undgå storbyferie, men hold da op hvor er jeg glad for vi endte på den destination.

Det var min første tur til Rom, og selvom jeg elsker mange ting ved italien (primært pasta) har jeg faktisk de fleste Italienske perler til gode. Udover en skitur i 2003 har jeg kun besøgt Milano – til gengæld en del gange! I kan læse min guide til byen HER.

Rom er en ret lille storby og vi kom rundt til det meste på gåben. Det er lidt som at gå rudt på et kæmpe museum, man bliver helt fortryllet af hvor smuk byen er og hvor meget historie der er i de mange springvand, ruiner, kirker og pladser.

Rom byder mest af alt på et inferno af turistattraktioner, og er derfor også ret turistet. Jeg synes vi kom godt udenom de største fælder og jeg dedikerer et helt indlæg med tips til at hacke systemet og få det meste ud af de største seværdigheder.

Udover en fantastisk historie har Rom også et imponerende køkken. Klassisk umbriesk mad og måske ikke den sjoveste destination for en glutenallergiker. Du får meget for pengene og de bedste retter er lavet af få, enkle ingredienser som Cacio e Pepe og Spaghetti Carbonara.
I Italien er det kutyme at spise tre retter (også til frokost) bestående af en forret, en pastaret og en enkel kødservering. Jeg spiser som en viking, men selv jeg måtte bukke under for mængden af mad og vi bestilte kun forret og pasta de fleste steder. Til gengæld spiser de ofte family style hvor man bestiller en masse forskelligt og deler ved bordet. Derudover kan man næsten spise sig mæt i snacks til Aperativo hvor man drikker spritz eller hvidvin og langt de fleste steder får en tallerken med bruschetta, skinke, oliven og lignenden med i prisen. Flere steder har de en hel buffet med snacks til sine drinks.

Jeg købte Martin Kongstads ‘Bearnaise er Dyrenes Konge’ lige inden afrejse. Det er en samling af hans bedste madanmeldelser, der blandt andet har et helt afsnit med en guide til Rom. Vi var virkelig heldige med restaurantbesøg (og uheldig med ét), missede to der så virkelig gode ud,  fordi vi ikke havde bestilt bord i forvejen  og så var der selvfølgelig alt det vi ikke nåede på fem dage.

Vi boede i området Trastevere som byder på virkelig mange hyggelige spisesteder. Mine tre favoritter var Le Mani in Pasta som er berømte for deres forret med torsk og trøffel. De har klassisk italiensk spisekort med masser af pasta. Tjenerne var vildt søde og stemningen var afslappet og familiær. Vi endte med et bord i kælderen som måske ikke var helt så hyggeligt som etagen over, til gengæld sad vi ved siden af ejerens familie så besøget føltes meget autentisk. Osteria Der Belli ligger lige om hjørnet fra Piazza st. Maria i Trastevere og har hyggelig udendørsservering. Jeg fik den bedste blæksprutte til forret jeg har smagt, virkelig god Spaghetti Carbonara og den mest luftige Tiramisu til dessert. Dar Poeta er et helt casual pizzeria med udeservering og ternede duge. Klientellet var ungt og hyggeligt. Vælg deres hvide signaturpizza ‘Dar Poeta’ med revet squach, mozzerella og spicy pølse.

Vi spiste frokost lidt på må og få alt efter hvor vi befandt os i byen. Hvis du planlægger Aperativo og stor middag kan man med fordel spise let frokost og der er masser af gode bagerier med sandwich og pizzaslices man kan tage med sig og spise ved et af de mange springvand i byen. Vi var forbi Forno Campo de’ Fiori som Martin Kongstad havde anbefalet i sin bog hele to gange. Roscioli har vundet en pris for bedste Carbonara og er mere bar-agtigt så her kan du nøjes med en pasta uden nogle kigger skævt til dig. Vi endte lidt tilfældigt på Osteria de Memmo til sen frokost og fik virkelig god mad.

Storbyferie kræver mange små pauser i løbet af dagen. Især når det er varmt og skridttælleren nærmer sig 20.000 skridt om dagen. Kaffe er uhyre billigt i Rom og de fleste caffeer tager ikke mere end 1-2 euro for en cappucino. Husk at man ikke drikker kaffe med mælk efter frokost og det er klart sejest at holde sig til en espresso ved hver bestilling.

Bar S. Calisto er et  legendarisk hang out i Trastevere med imponerende billig bar. Stemningen er næsten værthusagtig med udeservering. Martin Kongstad sammenligner med Flos i pisserenden i København. Frenzi E Friziono i Trastevere er meget populært aperativo-sted med buffet og stor udeservering. Kom når de åbner kl 18.30 for at være sikker på at få et bord. Dal Necci 1924 i Pigneto  er en hyggleig gårdhave med kulørte lamper. En flaske vin koster 18-28 euro og bliver serveret sammen med en tallerken snacks. Vi bllev grebet af den hyggelige stemning og blev til middag – det var ikke nødvendigt, ikke så lækkert. Men godt sted at starte aftenen. Rundt om hjørnet på VIa Pigneti ligger der flere barer, La Santeria er en hyggelig vinbar med bredt udvalg af flasker og mindre udvalg af vin på glas. Vi havde spist så måtte nøjes med at kigge langt efter naboens porchetta og andre småretter. Hotel Minerve ligger lige bag Pantheon og har en rooftop bar med smuk udsigt. Vi betalte 12 euro for et glas vin og 18 euro for en drink og fik så en lille bakke med nødder, oliven og chips med i prisen. Klientellet er snobbet blandet med kiksede amerikanere og da klokken blev 19.00 begyndte en dame at spille klaver og synge crooners. Ret romantisk på sin egen kitchede måde. Om ikke andet et oplagt Instagram spot!

Shopping! Modsat Milano er Rom ikke den mest spændende shoppingby. Faktisk næsten tværtimod. Jeg havde håbet at shoppe en masse vintage, men desværre var langt de fleste butikker fyldt med 70’er tøj og amerikanske football-jakker og ikke pænt minimalistisk Prada som jeg havde håbet. Omkring Den Spanske Trappe ligger Via dei Condotti som byder på alle de dyre high-end butikker som Céline, Prada og Loewe. Det samme gælder gaderne rundt om, blandt andet Aspesi, Stone Island og butikken Gente der har alle high end fashion-mærkerne samlet under et tag.

Jeg plejer at skrive ‘vintage’ ind i google maps og se hvad der dukker op i nærheden – på den måde fandt jeg Humana Vintage som mindede lidt om Episode her i Køebhavn. Den var virkelig billig og udvalget var stort. Jeg var virkelig ked af ikke at kunne besøge loppemarkedet på Porta Portese som desværre kun har åbent om søndagen. Jeg fandt et lillebitte skatkammer af en vintagebutik på Via Del Pellegrino helt nede mod Campo Dei Fiori. Coup de Théâtre kræver lidt tålmodighed da en stor del af deres tøj er gemt i et gigantisk garderobeskab, men mere delikat end de fleste andre genbrugsbikse i byen.

4 kommentarer

  • z

    Gente outlet er en lille kæderbutik fyldt med marni, Céline osv. Der kan man godt være heldig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnete

    Tak for din fine guide! 🙂 Jeg får lyst til at smutte til Rom inden længe. Med forbehold for, at jeg kan tage fejl: Den Humana Vintage, du nævner, er sandsynligvis en af Tvind-banditternes utallige, verdensdækkende butikker. De går under mange navne, fx Humana, UFF og People to People. Jeg tænkte, at du sikkert gerne ville vide det til en anden gang, hvis du støder på dem på en rejse. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh nej! Det vidste jeg ikke 🙁 Ligesom Hjertegenbrug på Nørrebrogade som er ejet af Faderhuset…KH Sidsel

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

27.10.18